Hvor stort skal det private hospitalsvæsen være?
Dette er et centralt spørgsmål som ofte melder sig. Det private hospitalsvæsen i Danmark udgør kun i størrelsesordenen ca. 1% af den samlede DRG-produktion i landet (DRG = Diagnose Relaterede Grupper, og er den måde man afregner behandlinger og patientforløb i kroner). Al snak om at de private udkonkurrerer det offentlige er derfor irrelevant. Problemstillingen er imidlertid særdeles relevant, og der er flere aspekter, som må inddrages.
Det er tydeligt, at nogle behandlinger foretages billigere (og måske undertiden bedre?) i privat regi sammenlignet med det offentlige hospitalsvæsen. Det er typisk behandlinger, som kan organiseres nærmest på samlebåndsmanér og udført med høj ekspertise. Man kan således sagtens lægge f.eks. operation for grå stær, benign (benign = ikke kræft) urologi, operation for lyskebrok samt screeningsopgaver som f.eks. screening for brystkræft, livermoderhalskræft og tarmkræft ud i privat regi og derved få en høj produktion til en lav samlet DRG-udgift for det offentlige sundhedsvæsen.
Årsagen til at udgiften bliver lavere er, at man ved disse planlagte udbud af behandlinger typisk kan aftale en behandlingspris, som ligger i størrelsesordenen måske halvdelen af DRG-taksten. Der vil derfor være en betydelig besparelse ved at lægge en række behandlinger ud til privat regi.
Der er imidlertid et meget væsentligt problem, som skal tages hånd om, og det er uddannelsen. Hvis man lægger store mængder eller alle operationer af en vis type ud i privat regi, hvor de typisk udføres af en enkelt speciallæge på det pågældende privathospital, så lider uddannelsen af de fremtidige kirurger. Det er derfor meget vigtigt, at man i disse udbud kræver en uddannelsesfunktion, så man fra de offentlige sygehuse kan sende uddannelseslæger ud til de private enheder for at få lært procedurerne. Det vil selvfølgelig være en forhandling, hvor taksten så skal ligge, men det vil være en stor fejl at sende store mængder behandlinger ud i privat regi uden at inddrage uddannelsen.
Et andet vigtigt aspekt er forskning. Behandlinger, som egner sig til udbud, vil ofte være højvolumen-indgreb, hvor forskning er en naturlig del af aktiviteten på de offentlige sygehuse. Denne forskningsforpligtelse skal selvfølgelig med over i privat regi, hvis et privathospital overtager aktiviteten fra det offentlige, også selv om det er et udbud, som kun er gældende i en kort årrække. Uddannelse og forskning skal medtænkes.
Hvor skal niveauet så optimalt ligge på privat versus offentlig? Som nævnt er det p.t. kun omkring 1% af DRG produktionen, som ligger i privat regi, og dette niveau kan givetvis øges. Vi kunne starte med at udbyde egnede behandlinger og derved spare penge i det offentlige regi, samtidig sikre uddannelse og forskning, og samtidig sikre stor patienttilfredshed, idet patienterne vil blive behandlet uden nævneværdig ventetid og på højt fagligt niveau.
Jeg kan ikke give et tal for, hvor meget det private hospitalsvæsen bør fylde, men vi kan uden problemer øge det en anelse.
